Jeg hedder Maria Truelsen og er pt. alm. medlem af menighedsrådet i Esbjerg – efter at have været formand i 20 år for samme råd. Tidligere formand for pastoralrådet og nu menigt medlem. Jeg er født ind i den katolske kirke, har to voksne børn og fire børnebørn og har tidligere beskæftiget mig med konfliktløsning, ledelse og organisation som kommunikationsrådgiver. Nu er jeg pensionist og lægger mit kirkelige arbejde i Esbjerg, hvor jeg tager mig af stort og småt og bl.a. underviser konvertitter og til ægteskabsforberedelse, og hvor jeg også er sognerepræsentant for Caritas.
Nedenstående er mit bud på refleksioner i forhold til apriltemaet.
Lad os bede for en større udbredelse af en ikke voldelig kultur, som vil føre til mindre brug af våben fra staterne og borgernes side.
Vi er tilbøjelige til at synes, at det er de andre, der er voldelige og de andre, der skal være mere kærlige og imødekommende.
”Adam pegede på Eva og sagde: ”det er din skyld” og Eva pegede på slangen og sagde: ”det er din skyld”. Adam og Eva prøver at give andre skylden, og det synes at være en tilbøjelighed, som vi alle har arvet. Vi lægger ansvaret fra os, giver os selv fri, det er jo ikke vores skyld.
I skriftemålet skrifter vi vores egen synd, og ikke de andres. Det er ideen med skriftemålet. Vi ransager vores samvittighed og ser på vores egen ukærlighed, vores eget had, misundelse, vrede og vold i tanke ord og gerning.
Men vi føler os ofte magtesløse overfor den store vold. Krigen i Ukraine og kan være i tvivl om, hvad der kan føre til fred.
Vi kan bede og der bliver bedt meget for fred og der skal bedes meget for fred, men vi synes nogen gange at glemme, at bøn ikke er magi. Vi skal også gøre noget. Gud har gives os opgaven ”at herske over jorden” og derfor er det os, der skal praktisere freden på jorden. Mennesket har fået opgaven og ansvaret.
Freden starter i menneskers hjerter, og derfra breder den sig som ringe i vandet – ligesom volden gør det.
Vi er netop ikke magtesløse, men vi skal stoppe volden, der hvor den udspiller sig i vores eget liv, så den kan sprede sig ud i større sammenhænge.
Det kan godt være, at vi ikke synes, vi selv er voldelige, men vold er et vidt begreb og det som avler vold kan være småting i vores øjne – det kan være en uvenlig bemærkning, en afvisning, et vredesudbrud, en arrogant attitude, lidt bagtalelse, som sårer og skaber negative følelser hos en anden.
”Satan gemmer sig som bekendt i detaljen”
Pointen er, at hvis vi undlader at gøre det besværlige fredsarbejde med os selv, så kan vi vanskeligt bære freden ind i de større sammenhænge og skabe en ikke voldelig kultur.
Kærlig hilsen Maria.