Refleksion – april 2025

Pavens intention for april måned lyder: Lad os bede om, at brugen af nye teknologier ikke erstatter menneskelige relationer, respekterer den enkeltes værdighed og hjælper med at løse vor tids kriser.

Den teknologiske udvikling rummer et paradoks, som filosoffer, sociologer og teologer har peget på siden midten af det 18. århundrede. På den ene side lover teknologien os nye muligheder for at forbinde mennesker, lette vores byrder og løse globale kriser. Den moderne teknisk-bureaukratiske verdensorden har givet os mulighed for noget så banalt som at spise exotiske frugter hele året rundt, samtidig med at den har givet os alverdens elektronik til at lette vores tilværelse – alt fra vaskemaskiner til smartphones. Det er en nærmest umættelig liste af fremskridt, som har ændret vores verden. Men på den anden side risikerer selvsamme teknologi at gøre os fremmedgjorte fra hinanden, fra vores egen menneskelighed og fra naturen som sådan. Pavens intention peger præcist på denne dobbelthed.

I årtusinder har filosoffer overvejet, hvad det vil sige at være menneske. Nogle peger på individets væsen som grundlæggende socialt og politisk. Andre understreger vigtigheden af, at vi behandler hinanden som formål og aldrig blot som midler. Mange nutidige tænkere fremhæver, at vi må respektere den natur, som omgiver os og er vores ophav. Den moderne teknologi udfordrer os eksistentielt på alle disse elementer. Vi bliver fremmedgjorte over for os selv, vi forråes over for andre, og vi korrumperer naturen med vores overforbrug.

Det betyder dog ikke, at teknologi nødvendigvis er en trussel. Den kan også styrke vores menneskelighed, hvis vi anvender den med visdom. Vi må spørge os selv: Bidrager den til værdighed, fællesskab og respekt for naturen? Eller svækker den vores evne til empati? Hvis teknologi skal være en del af løsningen på vores tids kriser – personlige, sociale og økologiske – må den udvikles og anvendes i respekt for menneskets iboende værd. Det er ikke maskinerne, men vores valg, der afgør fremtiden. Maskinerne blev skabt for mennesket, ikke mennesket for maskinerne. Lad os bede for, at den moderne teknologi underkastes den nødvendige regulering og udvikling, så den forbedrer menneskets grundvilkår.

Den anden dag så jeg nogle smukke videoer med naturgenopretning rundt omkring i verden. Vådområder i Portugal, Koraller i Indonesien, osv. Med få klik havde jeg støttet med et lille månedligt beløb, samtidig med at organisationen nu sender mig regelmæssige videoer af deres fremskridt og naturgenopretning. Fantastisk brug af teknologi.

Kristian Lykke
Filosof - Aarhus Menighed

PAVENS GLOBALE BØNSNETVÆRK

Oprindeligt hed det “Bønnens Apostolat” og blev grundlagt af Jesuitterne. Hurtigt blev det til pavens værk, hvor flere millioner mennesker bad regelmæssigt i pavens intentioner.
I Danmark er der 2 jesuitterkommuniteter.
I København:
Niels Steensen Kollegium,
Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbhvn Ø;
Aarhus:
Skt. Knuds kommunitet, Ryesgade 28, 3 sal, 8000 Aarhus C.
Hjemmeside: http://jesuitterne.org

Categories