Lad os bede for, at verdensungdomsdagen i Lissabon vil hjælpe unge mennesker til at begive sig på vej og vidne om Evangeliet gennem deres liv.
Vi hører – blandt andet gennem medierne – ofte om, at unge ikke trives. De slås med ensomhed, præstationsangst og bekymringer for fremtiden. Bekymringer, som i høj grad handler om den verden, vi alle er en del af, og klimaets tilstand er et af det store temaer, som vækker stor bekymring og i mange tilfælde også angst hos unge mennesker. For hvordan kommer verden til at se ud om få år? Er den overhovedet værd at blive voksen i? Er den værd at stifte familie i og sætte børn i den verden?
Som en del af de unges forældregeneration hører jeg tit andre forældre sige, at de unge føler for meget, og at de er unge alt for lang tid. Vi kigger på dem og tænker på, hvordan de mon skal klare sig, når de har svært ved at være i livet, når de bliver mødt med modgang og besværligheder. Unge peger til gengæld på os, og klandrer os for ikke at have passet på naturen.
Ungdommens tid er værdifuld i sig selv, for det er i høj grad der, hvor vi danner vores identitet, og finder ud af, hvad der er vigtigt for os i livet. Hvad vil vi beskæftige os med, hvem er mine venner, hvordan er min rolle i min familie. Mange unge finder det svært at finde vejen i deres liv. De bliver overvældede at de mange krav, som de oplever, at samfundet har til dem. De skal helst tage en uddannelse på så kort tid som muligt men samtidig en uddannelse, som gør, at de kan bidrage til vores komplekse samfund. De skal have en hverdag, en krop og en masse venner, som gør at de selv er værdige til at vises frem på sociale medier. De spejler sig hele tiden i, hvad omverdenen mener er det rigtige lige her og nu – og det skifter hele tiden, hvad der er smart.
Ensomhed er et tema i mange unges liv. De oplever ikke, at de hører hjemme eller hører sammen med andre, og har ikke mod til at vise andre, hvad de virkelig føler og tænker.
En stor af vores unge i den katolske kirke i Danmark har forældre eller bedsteforældre, som er kommet til landet som voksne, og de unge har dermed flere kulturer at forholde sig til. Måske tænker de, at den katolske kirkes ritualer og traditioner er en del af den kultur, som deres forældre kom med fra et andet land. Måske tænker de, at troen på den treenige Gud og livet i hans kirke ikke hænger særligt godt sammen med hverdagen i Danmark. Jeg vil tro, at alle unge katolikker i Danmark kan have det sådan – at det er ligesom om, at man kan have et liv og en forståelse i sin kirke, og at man er med i en anden verden i dagligdagen i Danmark.
Fællesskaber i kirken er altafgørende, for det er blandt igennem disse, at vi kan være sammen med Jesus. Nogle gange glemmer vi måske at ungdommens tid også giver resten af os i kirken meget. Vi får nye ideer, ny energi og mod på mere i livet ved at være sammen med unge mennesker. I disse uger er en stor gruppe unge sammen med unge fra hele kloden i Portugal til Verdensungdomsdagene, som Paven har inviteret til. Temaet for Verdensungdomsdagene er centreret om at rejse sig og er udgangspunktet for udvikling af en dybere tro. At kunne rejse sig og erkende, at vi hver især er en del af Guds plan, medvirker til heling, til håb for fremtiden og ikke mindst viser det forhåbentligt unge mennesker, at Gud er med dem i deres vej i hele livet. Jeg håber at vi i kirken vil sætte pris på den enkelte unge, og at vi også hjælper med til at de hver især føler sig hjemme i fællesskaberne i sognene og i DUK. De unge er vigtige, fordi de kan hjælpe os med også at rejse os selv, og gå videre med nyt håb og nye ideer.
Jeg hedder Anette Clausen, og er mor til Emil, Simon og Lukas, som alle er i 20erne. Jeg er vokset op som katolik på Djursland og var ung i 80erne. De sidste mange år har jeg boet i København, og er menighedsrådsformand i Sakramentskirken på Nørrebro. Jeg er til daglig en del af ledelsen på en social- og sundhedsskole, og møder på mit arbejde mange unge – og også ældre – som er i gang med at uddanne indenfor omsorg, sundhed og pædagogik. Ved siden af mit arbejde læser jeg til psykoterapeut, fordi jeg håber på at kunne hjælpe unge som voksne med deres eksistentielle forhold i deres liv.
