Lad os bede om, at de uhelbredeligt syge og deres familier altid må nyde godt af både medicinsk og
menneskelig omsorg af høj kvalitet.
Pavens intention trykker ikke bare på den ømme tå. Den drejer kniven rundt i såret.
Både i verdens, – og mit sår.
I dag, for et år siden døde ham jeg elskede. Men jeg kunne ikke udholde at blive ved hans side, på det, der blev hans dødsleje. Tidligere havde jeg ellers siddet ved hans sengekant ved mangt et langvarigt sygeleje. Hjulpet, støttet, opmuntret, bedt og udholdt meget. Men jeg kunne ikke til det sidste. Det er jeg ikke stolt af, men det er sådan det var.
Året før døde et nært familiemedlem som jeg gik gennem ild og vand for hele mit liv. Også til det allersidste. Det var umenneskeligt hårdt. Det var ikke kønt, men det var lærerigt. Og han kom så godt herfra, som man kunne håbe på. Men jeg er ikke sikker på, at han fortjente det.
Det var heldigvis ikke op til mig at afgøre. Gud er stor.
Dette fortæller jeg for at understrege, at vi ikke skal tro, vi forstår andres skæbne. Deres sygdom og lidelse, hvorfor de er syge, bliver raske eller dør. Vi skal heller ikke tro, at vi ved, hvordan vi ville reagere, hvis vi selv blev ramt, var i deres sted eller de fik brug for os.
Men vi kan bede…
Corona, Covid 19, viste os meget, vi ikke må glemme at tage ved lære af.
At vi er sårbare, også os der har alt. At vi hænger sammen, selvom vi hytter vores eget skind.
At mennesket formår så lidt når katastrofen rammer. At vi har brug for Guds indgriben.
Vi så, med al tydelighed, at der er ulighed. Også ulighed i sundhed.
Der kom mundbind, ilt, medicin og senere vacciner, – nogle steder. Altid først på vore breddegrader. Sydpå døde de som fluer, – gispede sig til døde. Der var ikke meget ”samfundssind” på globalt plan. Som vores afgåede dronning en gang sagde: ”Det kan vi ikke være bekendt”.
For vi ved bedre. Særligt os kristne.
Måske er du selv syg, alvorligt syg. Men sig ikke uhelbredeligt syg. For Gud er alt muligt. Vi ved, hvad vi ikke kan. Men ikke hvad vi tør, eller hvad der tjener os bedst. Det gør Vor Herre.
Men vi kan bede…
I sommers var jeg i Lourdes ved den helbredende kilde. Afdækket af Bernadette, givet af Den hellige Maria, der viste sig som Den ubesmittede Undfangelse.
Hele området er svøbt i moderlig kærlighed. Emmer af det.
De mangfoldige pilgrimme søger helbredelse. Få bliver legemligt helbredt, mange får nyt livsmod, eller måske nærmere mod til at være med ”det der er”. Måske til at stå den sidste tid igennem. Alle favnes i grotten. Også Jesus inkarnerede i en grotte, i Marias skød. Han viste os, hvordan vi skal leve, gav os del i sit legeme og gennembrød døden for os. Gav hvor sjæl nyt liv, – det evige liv.
Maria løfter os op som Himlens Dronning. Kristus Vor Frelser tager imod. Af Guds nåde.
Lad os bede i Pavens intention. Lad os bede for os selv, for dem vi kender og dem vi ikke kender.
Vel vidende, at vi ikke ved hvad løsningen er. Lad os lægge det i Guds hænder med kærlighed og nærvær.
Gud være lovet!
Præsentation:
Jeg hedder Alice M Sørensen. Jeg konverterede til den Romersk Katolske Kirke i påsken 2021.
Jeg er 56 år, mor, mormor og ergoterapeut på et plejehjem.
Aktiv i Aarhusmenigheden og aspirant ved Karmels Sekularorden.
