For kald til præste- og ordenslivet.
Lad os bede om, at det kirkelige fællesskab vil tage imod ønsker og tvivl hos de unge mennesker, der føler sig kaldet til at tjene Kristi mission i præste- og ordenslivet.
I denne måned beder vi for de kirkelige fællesskaber. Hvem er de kirkelige fællesskaber?
Det er først og fremmest menigheder. De er de konkrete fællesskaber, der forsøger at leve Kirsti evangelium i det daglige liv. Denne måneds bønsintention er en henvendelse til det konkrete fællesskab, som befinder sig på et bestemt sted, taler et bestemt sprog, lever under bestemte vilkår. Det er det fællesskab, som skal tage imod de unges ønsker og tvivl angående kald til præste- og ordenslivet.
Det er Gud, der kalder til de forskellige tjenester i Kirken, ikke mindst til at være præst eller medlem af en orden – mandlig eller kvindelig, men kaldet spirer og gror i de enkelte menigheder, i de enkelte familier.
Det er således nærliggende, at vi i de konkrete menigheder er opmærksomme på kaldstanke, især i børnearbejde og ungdomsklubber, og at vi jævnligt beder om præste- og ordenskald. Hvem af os husker egentlig, at 1. lørdag i hver måned er bededag for præste- og ordenskald?
Menighedens familier er arnesteder for kalds undfangelse og udvikling. De katolske skoler, børns religionsundervisning og ungdomsklubber kan have dette emne på programmet.
De unge har det svært i dag. De er forvirret af de mange, ofte modsigende informationer. I deres indre kampe er de tit alene, ikke mindst når det handler om deres livsvalg og eventuelle kald til præstegerningen eller til ordenslivet. Tanken er der. De føler en indre uro, der kommer udefra. De er samtidig overvældet med indbydende reklamer, tilbud, de er bange for at tale om deres ønsker og tvivl.
Den kristne tro er et fællesskabs tro. I trosbekendelsen hedder det: ”Jeg tror på den hellige katolske Kirke og de helliges samfund”. Derfor er det vigtigt at huske, at kaldet til at tjene Kristi mission i præste- og ordenslivet er menighedens anliggende.
I 1997 besluttede hl. Johannes Paul II, at Herrens fremstilling i templet skal fremover blive fejret i hele Kirken som dagen for det indviede liv. Det skal være en dag tilegnet til bøn for dem, der lever evangeliske råd i forskellige religiøse ordener og fællesskaber af apostolisk liv.
De første kristne var kendt som ”Lysets børn”. I hjertet af fejringen af Kyndelmisse er budskabet om, at Jesus har antændt et lys i denne verden, som aldrig kan slukkes, aldrig kan formørkes. Og at det er gennem os ”Lysets børn”, at lyset vil fortsætte med at brænde i vores omgivelser, i vores byer.
p. Herbert
