Lad os bede for, at katolikkerne vil gøre eukaristien til centrum i deres liv. Eukaristien forandrer menneskelige relationer i dybden og åbner os for mødet med Gud og vore brødre og søstre.
I Eukaristien tilbyder Jesus Kristus sig selv som mad. Ved at modtage hans legeme og blod bliver vi ét med ham og med de andre medlemmer af Kirken.
I vores trosliv indtager eukaristien den centrale plads.
Kærlighed er det nye bud, som Jesus giver os. “I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.” (Joh 13,34) “Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,35). Der, hvor andre evangelister fortæller om nadverens indstiftelse, fortæller evangelisten Johannes om fodtvætningen. Jesus vidste, at han ville blive forrådt af en af sine disciple, fornægtet af en anden og ladt i stikken af dem alle for en tid. Alligevel “elskede han dem indtil det sidste”. Jesus bandt et håndklæde om sig og vaskede disciplenes fødder. Og det gjorde han for at give disciplene et forbillede til efterfølgelse.
Eukaristi, communio, koinonia er frugten af den kærlighed, som udspringer fra Faderens elskende hjerte og som takket være Helligånden findes også i vore hjerter, for at vi kan være “ét i hjerte og sind” (ApG 4,32). Kirken er i sit væsen “kærlighedens fællesskab”. Kærligheden er Kirkens “hjerte”.
Fejringen af messen bliver et sted for modning af holdninger, der giver anledning til en eukaristisk kultur. Det opfordrer til at omdanne Kristi nåde til gestus og livsholdninger, som gav sig selv til enden for menneskets frelse. Den første af disse holdninger er fællesskab. At fejre Herrens mindehøjtidelighed, hvor vi næres af hans legeme og hans blod, giver anledning til fællesskab med ham og de troendes fællesskab indbyrdes og er knyttet til missionærkaldet. Den anden holdning som følge af eukaristien er tjeneste.
Fællesskabets spiritualitet går ud på først og fremmest med vort indre blik at skue, at meditere Den hellige Treenigheds mysterium boende i os og at se glimt af Den hellige Treenighed hos vores medmennesker. Fællesskabets spiritualitet betyder også at føle indre bånd med vore brødre og søstre i troen. De er lemmer på Kristi legeme og derfor er de “en del af mig”. Det lader mig dele både glæder og sorger med dem, gætte deres ønsker og behov, tilbyde dem et dybt og ægte venskab. Fællesskabets spiritualitet lader mig se alt det positive hos mine medmennesker og betragte det som en gave af Gud ikke kun til dem, men også som en gave til mig. Endelig giver fællesskabets spiritualitet mulighed for at give rum til mine brødre og søstre, at bære deres byrder og at kaste bort egoismens fristelser til at konkurrere med hinanden, til at stræbe efter karriere, til at være mistroiske og til at være haveriske. Uden denne indre holdning, vil enhver form for fællesskab være en illusion, en sjælløs mekanisme og en tom maske.
Eukaristi bygger altså fællesskabet op. Fællesskab ved det eukaristiske måltid er derfor et tjenende fællesskab og et fællesskab af mennesker, der er villige til at hjælpe og tjene hinanden på alle måder, at udøve fællesskabets spiritualitet. Med sit legeme og blod er Jesus virkelig til stede i brødet og i vinen. Men ikke mindst er Han også til stede i andre mennesker. “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” (Matt 25,40) Vi kan ikke overhøre disse ord, når vi betragter Herrens tilstedeværelse i eukaristien. Vor næste bliver et sakramente for os. Nogen har sagt, at vor “næste” er det mest almindelige sakramente, fordi vi møder Jesus for hvert skridt vi går. For os er kærligheden ikke blot en gestus eller et ideal. Den er så at sige forlængelsen af Kristi nærvær, som giver sig selv til os og igennem os til vore medmennesker.
p. Herbert
