Lad os bede for alle dem, der lider på grund af ondskab begået af medlemmer af det irkelige fællesskab, at de i Kirken må fine et konkret svar på deres smerte og lidelse.
Pave Frans om den hellige kirke
Pave Frans sagde i generalaudiensen, onsdag den 2. oktober 2013 følgende i uddrag:
Der, hvor vi i trosbekendelsen bekender troen på én Kirke, tilføjer vi adjektivet “hellig”. Det vil sige, at vi bekræfter Kirkens hellighed, som er et karakteristisk træk fra begyndelsen i de første kristnes bevidsthed. (…) I hvilken forstand er kirken hellig, når vi ser, at den historiske Kirke har haft så mange vanskeligheder, problemer og mørke øjeblikke på sin rejse gennem århundrederne? Hvordan kan en hellig kirke dannes af mennesker, af syndere, syndige mænd og kvinder, præster, Guds indviede mænd og kvinder ordensfolk, biskopper, kardinaler, en synder – pave? Alle er syndere… Hvordan kan en sådan Kirke være hellig?
(…) Kirken er hellig, fordi den kommer fra Gud, som er hellig. Fra Gud som er trofast mod Kirken og ikke efterlader den til dødens og ondskabens magt. (…) Kirken er hellig, fordi Hun ledes af Helligånden, som renser, forvandler og fornyer. Hun er ikke hellig på grund af vores fortjenester, men fordi Gud gør Hende hellig; Hun er Helligåndens frugt og Hans gaver. Det er ikke os, der gør Kirken hellig. Det er Gud, Helligånden, der gør Kirken hellig med sin kærlighed.
I kan sige til mig: men Kirken består af syndere, vi ser det hver dag. Og det er sandt: vi er syndernes kirke, som er kaldet til at lade os forvandle, forny og helliggøre af Gud.
I historiens løb har der været en fristelse for nogle mennesker, der har påstået: Kirken er kun de renes kirke, de, der fuldt ud er retlinede, og andre bør smides ud. Dette er ikke sandt, det er et kætteri.
Kirken, som er hellig, afviser ikke syndere, afviser ikke os alle, men kalder alle, byder alle velkommen, er åben selv for dem, der er længst væk, kalder alle til at lade sig omfavne af Faderens barmhjertighed, ømhed og tilgivelse. Den giver alle mulighed for at møde ham, for at gå mod hellighed. (…) Vi bærer alle vore synder! (…) Herren ønsker, at vi skal være en del af en kirke, der kan åbne sine arme for at byde alle velkommen; Kirken, som ikke er de fås hjem, men et hjem for alle, hvor alt kan fornyes, forvandles og helliggøres af hans kærlighed: de stærkeste og de svageste, synderne og de forbeholdne, de modløse og fortabte. Kirken giver alle mulighed for at gå hellighedens vej, som er de kristnes vej. Den giver os mulighed for at møde Jesus Kristus i sakramenterne, især i bodens sakramente og i eukaristien. Han kommunikerer Guds ord til os, Han får os til at leve med barmhjertighed i kærlighed til Gud og til alle. Lad os derfor spørge os selv: lader vi os selv blive helliggjort? Er vi en Kirke, der kalder og byder syndere velkommen med åbne arme, som giver mod og håb, eller er vi en kirke, der er lukket inde i sig selv? Er vi en Kirke, hvor Guds kærlighed leves, hvor der tages hensyn til andre, hvor vi beder for hinanden?
(…) Hvad kan jeg gøre, jeg, som føler mig svag, skrøbelig, syndig?
Gud siger til jer: Vær ikke bange for hellighed, vær ikke bange for at sigte højt, for at blive elsket og renset af Gud, vær ikke bange for at blive vejledt af Helligånden. (…) Hellighed består ikke (…) i at gøre usædvanlige ting, men i at lade Gud handle. Det er mødet mellem vores svaghed og Guds nådes kraft, det er tillid til hans handling, der gør os i stand til at leve i kærlighed, at gøre alt med glæde og ydmyghed, til Guds ære og til at tjene vores næste. (…) Lad os ikke miste håbet om hellighed, lad os alle følge denne vej. (…) Herren venter på os, på alle, med åbne arme! Han venter på, at vi skal indlade os på hellighedens vej. Lad os leve vores tro med glæde, lad os tillade os selv at blive elsket af Herren. (…)
