Forbøn for familier i krise:
Lad os bede for, at brudte familier må finde helbredelse for deres sår gennem tilgivelse og ved at genopdage hinandens gaver, selv i deres forskelligheder.
”Familie er sådan nogle som stikker en kniv i ens hjerte.”
Krisen i min nærmeste familie står i lys lue. Det er anden gang, jeg er blevet bedt om at skrive en refleksion til Pave Frans’ bøns-intention, og igen trykker den på det ømmeste punkt.
Den frygtelige sætning blev sagt som en ”livets morale”, til et barn jeg elsker højt. Sagt af én jeg elsker mindst lige så højt, der ulykkeligvis er blevet såret dybt flere gange. Mit hjerte krympede sig, da jeg hørte det. Men nu er det mig, der er under anklage. Så jeg, og mine gode intentioner, er ikke velkomne.
Sandheden er nok nærmere, at familien er en velsignelse, men ikke altid så ligetil. Når vi er små, er vores behov store, men enkle. Som vi vokser til og bliver voksne får vi mere og mere komplicerede behov, og de andre kan ikke så let ”regne ud”, hvad vi har behov for. Og nogle behov er modstridende… Tiderne ændrer sig, mens generationerne kommer til, de ældste er mest erfarne, de yngste forstår nutiden, og er måske bedre uddannede.
Det er som regel familiemedlemmer vi elsker mest, og er mest åbne og sårbare overfor. Familien er dér, hvor vi øver os i at blive ordentlige mennesker, sige til og fra, og at bære i flok. Familien er måske også der, hvor vi er trygge nok til at stå ved vores bagside?
Så der er meget på spil. Og derfor også der, hvor det nemt kan gå i hårdknude, slå gnister eller at relationen risikerer at blive brudt. Det sidste er blevet meget moderne i pseudopsykologiske kredse. ”Du skal ikke finde dig i noget, du er den uskyldige og har retten på din side.” Sådan støtter vi også tit vore fortrolige venner. Men det er sjældent så enkelt.
Kontakten mellem familiemedlemmer kan være afbrudt, men vi hænger sammen for altid. Relationen består, hvad enten vi vil eller ej. Løsningen på det uløselige er i Guds hænder:
for familien er også der, hvor vi må erkende, at vi ikke kan alt, og heller ikke forstår alt. Derfor er det en gave, hvis vi har formået at samles om troen og sætte kærligheden før forskelligheder.
At vi sammen tør lægge vort liv i Guds hænder. At vi inviterer Helligånden til at vise os, hvad vi ikke selv kan se.
At vi, med Jesus, tager vort kors op når lidelsen er uomgængelig.
At finde støtte i vor kirkelige familie. Bede for hinanden, uanset om vi kan gøre det sammen.
At skrifte, bede om tilgivelse hos hinanden og forsøge at gøre godt.
Og fremfor alt, at lade os opfylde af Ham i Det Allerhelligste Sakramente: Jesus Kristus, der styrker vor tro, øger vort håb og opflammer vor kærlighed. Han der gav alt og på den måde frelste os.
Lad os bede, søge fællesskab i Ham og forsøge at gå den vej han viste os.
Præsentation: Alice Sørensen er katolik i Aarhus, 57 år og ergoterapeut på et plejehjem.
Alice Sørensen
