Refleksion – oktober 2022

For en Kirke, der er åben for alle.

Vi beder for sammen med paven at Kirken må være tro mod evangeliet og modig i forkyndelsen,
og må være et sted for solidaritet, broderskab og velkomst, og altid leve synodaliteten mere.

Kirken er centrum for min tro. Det er Kristi legeme – min tros klippe – udfoldet i ord og gerning – i ord gennem forkyndelsen af Kristi liv, lidelse, død og opstandelse og i gerning gennem tro – håb og kærlighed.
Mit navn er Birgitte Vagn-Hansen og bor i Aarhus. Jeg konverterede i påsken 2021 til den katolske kirke.
Og har nu oplevet, hvor stor en betydning og glæde det for mig har været i troen, at gennemleve årets kirkegang
i følgeskab med forkyndelsen af Guds ord samt i mit samvær med menigheden, som for mig også er blevet til min katolske familie – et fællesskab i glæde og tro. Jeg er karmelit i mit hjerte, og er nu kommet hjem til rødderne for min tro.
I Kirken kommer jeg for i det forkyndende ord og i stilheden at møde den forsonede medlidende Kristus, hvor han i sin store kærlighed møder mig i mine sår, hvor jeg er blevet svigtet og såret igennem livet – og hvor jeg har gjort ligeså – for derefter at vise mig vejen ind i tilgivelsens mysterium ind i mit Fader Vor og videre ind i eukaristien til syndernes forladelse – igen og igen – og til mere og mere renselse af mit hjerte. Det er til stor trøst. Og til stor glæde. En trøst at vide, at Kristus er medbærer af mit kors, som jeg i mit ja i føleskab med Ham i Hans store kærlighed igen og igen må tage på mig.
For han siger; Tag dit kors op og følg mig.
Jeg er vejen, sandheden og livet.  Og se jeg gør alting nyt. Disse ord er en lygte for min fod.
Jeg vil bede for, at Kirken i sin forkyndelse og i dens rammer at være Kirke på må fordybe vores tro
og grundfæste os på troens klippe ved at vise os ud af bevidstløshedens trummerum og ind på livets vej – Kristusvejen – vejen til opstandelsen – ind i tro, håb og kærlighed til genoprettelse af vores tanke, ord og gerning, så vi kan være til opbyggelse og glæde for hinanden i og uden for kirken.
Og jeg vil bede for, at vi som Kirke og menighed med vores forskellige talenter kan være et lys for hinanden – at vi med Kristus i hånden kan vise vej hen til Kirken ind i troens fællesskab – ind i Guds kærlige favn – som er troens store gave – til helbredelse og fornyelse af vor krop, sind og ånd.
For verden er fyldt med ufred, gru og ensomhed, hvilket skaber frygt, angst og bekymring og håbløshed for fremtiden.
I bøn om hjælp i ens afmægtighed er troen for mig her en stor gave – at jeg ved – at Gud holder os i sin kærlige favn, og at han hører vores råb til Ham – Herre forbarm dig.
Så jeg beder for, at Kirken og fællesskabet må være en kilde for Kristi fred – at vi iklæder os en forsonende kærlig holdning i mødet med vores forskelligheder. At vi er inkluderende og nærværende i mødet med hinanden.
Jeg beder for, at Kirken viser os vejen ind i stilheden – ind i bønnens og refleksionens rum – så troen kan blive til en levende kilde – et levende håb og et rum for fred i os og for fred i verden omsluttet af Guds store kærlighed og Jomfru Marias moderlige omsorg.
Jeg er 66 år, og har i min baggrund som folkeskolelærer og afspændingspædagog arbejdet med at undervise pædagoger, dagplejemødre og afspændingspædagogstuderende i børnemotorik – i hvordan vi kan støtte og opmuntre barnet til at udvikle sig sund og stærk i mødet med verden ud fra de præmisser barnet kommer med. Evnen til at være kærlig nærværende og at kunne møde og se
barnets behov på dets udviklingstrin, har været mit brændende centrum i min undervisning igennem leg og i selv at lære at mærke, hvad nærvær og fravær af nærvær i mødet med hinanden gør ved vores krop, følelser og sind.
Jeg beder for, at Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd i Hans barmhjertige nærvær med os, må bringe os som Kirke ind i troens kærlige nærvær med Ham og i mødet med vores børn og vor næste, så Kirken kan være grobund for en sund voksende tro ind i den evige Guds sandhed.
Må Gud være med os i et og alt.     
Kærlig hilsen
Birgitte

Her kommer en lille beskrivelse af min baggrund:
Jeg har i hele mit voksenliv boet alene, og har derfor ikke dannet familie og fået børn. Jeg har altid siden min teenager år (min mor dør da jeg er 14 år) haft troen som en god følgesvend op igennem mit liv – en tro som har givet mig lægedom, trøst og opbyggelse, når tilværelsen er gået op og ned. I dag er jeg ikke længere på arbejdsmarkedet, men med udgangspunkt i en 3årig diakoniuddannelse og en 3-årig retræteuddannelse, finder jeg stor glæde i ved mit samvær med mennesker at være medvandrer på Herrens vej, hvor den åndelige samtale er i centrum. Hvilket fylder meget i mit liv i dag.
Og i den forbindelse har jeg også været vært – frivillig samtalepartner – på Kirketorvet – som er tilknyttet Vor Frue Kirke i Aarhus.
Jeg har som livet har formet sig følt mig kaldet ind i bønnens virke og videre ind på den karmelitiske vej, og har i dag startet på min forberedelse til at blive sekularkarmelit.

PAVENS GLOBALE BØNSNETVÆRK

Oprindeligt hed det “Bønnens Apostolat” og blev grundlagt af Jesuitterne. Hurtigt blev det til pavens værk, hvor flere millioner mennesker bad regelmæssigt i pavens intentioner.
I Danmark er der 2 jesuitterkommuniteter.
I København:
Niels Steensen Kollegium,
Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbhvn Ø;
Aarhus:
Skt. Knuds kommunitet, Ryesgade 28, 3 sal, 8000 Aarhus C.
Hjemmeside: http://jesuitterne.org

Categories

Månedens refleksion 2023