I september måned beder vi sammen med pave Frans
for afskaffelse af dødsstraffen.
Vi beder om, at dødsstraffen, som er et angreb på menneskets værdighed, må blive afskaffet i alle landes lovgivning.

Som et kristent menneske forpligtiger man sig til at kunne se ”Jesu ansigt” i alle sine medmennesker. Hver gang jeg møde en person på min vej, på arbejdet, under fritidsinteresser, på rejser eller i familien forsøger jeg at se ”Jesu ansigt” i denne person. Derfor er det også svært at kunne acceptere at straffe et menneske så hårdt som at slå det ihjel. Hvem har denne magt i sig, som kan afgøre liv og død?
Kan det morderne menneske i et moderne retssystem, blot lade som om, der er tale om en retfærdig hævn. En hævn som skal retfærdiggøre en handling, som vi ved, at Gud vil tilgive. Guds kærlighed er så ufattelig stor og det er hans barmhjertighed også. Han tilgiver uden grænser og vil, at alt liv består både det ufødte, det levende og det gamle som går på hæld.
Værdigheden i livet er derfor også ubegrænset og i Guds billede ukrænkeligt, som livet er på godt og ondt. Alle mennesker fejler. Alle gør ting de ikke burde gøre også grove ting, som kan virke uretfærdige og meningsløse. Vi mennesker har vores begrænsninger i hvordan, vi dømmer og nedværdiger andre mennesker – særligt nå de har gjort ting, som vi syntes er utilgivelige. Men netop tilgivelse er kristendommens inderste væsen og bevirker, at kærligheden – uanset gerninger og uanset mennesker – kan virke for Gud og virke for ens medmennesker. Derfor kan og bør vi som mennesker ikke godtage at frarøve livet fra andre mennesker, der jo alle er skabt i selv samme billede af Gus uendelige kærlighed og tilgivelse. Derfor kan og bør vi ikke acceptere at tage livet fra andre mennesker. Livet er Guds og dermed helligt og ukrænkeligt.
Vi beder om, at dødsstraffen, som er et angreb på menneskets værdighed, må blive afskaffet i alle landes lovgivning. Nøjagtig som vi beder for alle de liv, der ikke blev født, men afbrudt inden de fik en menneskelig chance i livet.
Til dagligt, som politibetjent og katolik – arbejder jeg med mange mennesker i udsatte situationer. Ofte er det selvforskyldt, at de kommer ud i situationer, hvor de overtræder loven eller andres integritet på den ene eller anden måde. Samfundet hævner sig ved at anholde, fængsle, sende bort eller kræve erstatning.
Men hvor meget kan vi tillade os at ”hævne” os og ikke tabe integritet, ja tabe værdighed over for hinanden og overfor Gud? Det er ikke værdigt at tage livet fra andre mennesker og det bør være alt rigeligt til ikke at gøre det.
Kærlig hilsen
Andreas Holsting