Peterspladsen,
Syvende søndag i påsken, 12. maj 2024
Kære brødre og søstre, glædelig søndag!
Og nu vil jeg gerne ønske de unge i Genova en glædelig søndag. I dag, i Italien og i andre lande, fejres Kristi Himmelfartsdag. Dagens evangelium fortæller os, at Jesus, efter at have betroet apostlene opgaven med at fortsætte sit værk, “blev taget op til himlen og han satte sig ved Guds højre hånd” (Mark 16,19). Dette er, hvad evangeliet siger: Han “blev taget op til himlen og satte sig ved Guds højre hånd”.
Jesu tilbagevenden til Faderen viser sig ikke for os som hans løsrivelse fra os, men snarere at han er gået forud for os til målet som er Himlen. Ligesom når man er i bjergene, går man opad mod toppen: man går med besvær og endelig ved et sving i stien åbner horisonten sig, og man ser panoramaet. Derefter finder hele kroppen styrken til at klare den sidste stigning. Hele kroppen – arme, ben og hver muskel – spænder op og koncentrerer sig om at nå toppen.
Og vi, Kirken, er netop det legeme, som Jesus, efter at være steget op til himlen, trækker os med sig som en gruppe, der er forbundet med reb. Det er ham, der vækker os og kommunikerer til os, med sit ord og med sakramenternes nåde, skønheden i det hjemland, som vi er på vej mod. Derfor stiger også vi, hans lemmer – vi er Jesu lemmer – op med glæde sammen med ham, vores leder, idet vi ved, at ét skridt for én enkelt er et skridt for alle, og at ingen må gå tabt eller lades i stikken, fordi vi kun er ét legeme (sml. Kol 1,18; 1 Kor 12,12-27).
Lyt godt efter: Trin for trin, et trin ad gangen, viser Jesus os vejen. Hvad er disse skridt, der skal tages? Dagens evangelium siger: “forkynd evangeliet, døb, uddriv dæmoner, saml slanger op, læg hænderne på de syge” (sml. Mark 16,16.18); kort og godt, at udføre kærlighedens gerninger: at give liv, bringe håb, styre bort fra enhver form for galskab og ondsindethed, reagere på ondt med godt, være tæt på dem, der lider. Dette er “trin for trin”. Og jo mere vi gør dette, jo mere vi lader os forvandle af Ånden, jo mere følger vi hans eksempel, for i bjergene føler vi luften omkring os blive lys og ren, horisonten bred og målet nært, ord og fagter bliver gode, sindet og hjertet udvider sig og ånder.
Og så kan vi spørge os selv: Er længslen efter Gud, længslen efter Hans uendelige kærlighed, efter Hans liv, som er evigt liv, levende i mig? Eller er jeg lidt sløvt og fastholdt i flygtige ting eller penge eller succes eller fornøjelse? Og isolerer mit ønske om Himlen mig, forsegler det mig, eller får det mig til at elske mine brødre og søstre med et stort og uselvisk hjerte, til at føle, at de er mine ledsagere på rejsen mod Paradis?
Må Maria, hun, som allerede har nået målet, hjælpe os med at vandre sammen med glæde mod himlens herlighed.
