Mandag den 25. december 2023
Kære brødre og søstre, glædelig jul!
Kristnes øjne og hjerter over hele verden vender sig mod Betlehem; i disse dage er det et sted med sorg og stilhed, men det var der, at det længe ventede budskab først blev forkyndt: “I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. ” (Luk 2,11). De ord, som englen talte fra himlen over Betlehem, bliver også talt til os. Vi er fulde af håb og tillid, når vi indser, at Herren er blevet født for os; at Faderens evige ord, den uendelige Gud, har skabt sit hjem iblandt os. Han blev kød; han kom ”og tog bolig iblandt os” (Joh 1,14). Det er godt nyt, som ændrede historiens løb!
Budskabet fra Betlehem er sandelig “en stor glæde, som skal være for hele folket:” (Luk 2:10). Hvilken slags glæde? Ikke denne verdens forbigående lykke, ikke glæden ved underholdning, men en glæde, der er “stor”, fordi den gør os store. For i dag omfavner vi alle, med alle vores mangler, det sande løfte om en gave uden fortilfælde: håbet om at blive født til himlen. Ja, Jesus, vores bror, er kommet for at gøre sin Fader til vores Fader; i skikkelse af et lille barn, åbenbarer han Guds inderlige kærlighed til os og meget mere. Han, Faderens enbårne Søn, giver os “kraft til at blive Guds børn” (Joh.1,12). Det er den glæde, der trøster hjerter, fornyer håb og skænker fred. Det er Helligåndens glæde: glæden ved at være Guds elskede sønner og døtre.
Brødre og søstre, i dag er der i Betlehem blevet tændt en udødelig flamme midt i de mørke skygger, der dækker landet. I dag er verdens mørke blevet overvundet af Guds lys, som “oplyser enhver mand og kvinde” (Joh.1,9). Brødre og søstre, lad os juble over denne nådegave! Glæd jer, I, som har mistet tilliden til jeres vished, for I er ikke alene: Kristus er født for jer! Glæd jer, I, som har opgivet alt håb, for Gud rækker jer sin udstrakte hånd; Han peger ikke fingre ad dig, men tilbyder dig sin lille babyhånd for at sætte dig fri fra din frygt, for at lette dig for dine byrder og for at vise dig, at du i hans øjne er mere værdifuld end noget andet. Glæd jer, I, som ikke finder fred i hjertet, for Esajas’ gamle profeti er blevet opfyldt for jeres skyld: “Der er født et barn for os, en søn givet os, og han hedder … Fredsfyrste” (9:6). Skriften åbenbarer, at hans fred, hans rige, “ikke vil have nogen ende” (9,7).
I Bibelen står fredsfyrsten over for “denne verdens fyrste” (Joh.12,31), som ved at så dødens sæd konspirerer mod Herren, “livets elsker” (sml. Visd 11,26). Vi ser dette udspille sig i Betlehem, hvor Frelserens fødsel efterfølges af nedslagtningen af de uskyldige. Hvor mange uskyldige bliver ikke slagtet i vores verden! I deres mødres mave, på flugt i desperation og på jagt efter håb, i livet for alle de små, hvis barndom er blevet ødelagt af krig. De er nutidens små Jesus’er, disse små, hvis barndom er blevet ødelagt af krig.
At sige “ja” til fredsfyrsten betyder derfor at sige “nej” til krig, til enhver krig og at gøre det med mod, til selve tanken om krig, en formålsløs rejse, et nederlag uden sejrherrer, en utilgivelig tåbelighed. Dette er, hvad krig er: en formålsløs rejse, et nederlag uden sejrherrer, en utilgivelig tåbelighed. At sige “nej” til krig betyder at sige “nej” til våben. Det menneskelige hjerte er svagt og impulsivt; hvis vi finder dødsinstrumenter i vores hænder, vil vi før eller senere bruge dem. Og hvordan kan vi overhovedet tale om fred, når våbenproduktion, -salg og -handel er stigende? I dag, som på Herodes’ tid, udklækker det onde, der modsætter sig Guds lys, sine sammensværgelser i skyggen af hykleri og fortielse. Hvor meget vold og drab finder sted midt i øredøvende tavshed, uden at mange ved det! Folk, der ikke ønsker våben, men brød, som kæmper for at få enderne til at mødes og kun ønsker fred, har ingen idé om, hvor mange statslige midler der bruges på våben. Men det er noget, de burde vide! Det bør tales om og skrives om for at kaste lys over de interesser og profitter, der trækker i krigens marionetstrenge.
Esajas, som profeterede fredsfyrsten, så frem til en dag, hvor “nationen ikke skal løfte sværdet mod nationen”, en dag, hvor menneskene “ikke mere vil lære krig”, men i stedet “slå deres sværd til plovskær og deres spyd til beskærekroge” (2,4). Lad os med Guds hjælp gøre alt for at arbejde for den kommende dag!
Må den komme i Israel og Palæstina, hvor krig ødelægger disse folks liv. Jeg omfavner dem alle, især de kristne samfund i Gaza, Gaza sogn og hele Det Hellige Land. Jeg føler med ofrene for det afskyelige attentat den 7. oktober sidste år, og jeg gentager min indtrængende appel om frigivelse af dem, der stadig holdes som gidsler. Jeg plæderer for, at de militære operationer med deres forfærdelige høst af uskyldige civile ofre bringes til ophør, og opfordrer til en løsning på den desperate humanitære situation ved at åbne for levering af humanitær bistand. Må der være en ende på at give næring til vold og had. Og må det palæstinensiske spørgsmål blive løst gennem en oprigtig og vedholdende dialog mellem parterne, støttet af en stærk politisk vilje og støtte fra det internationale samfund. Brødre og søstre, lad os bede for fred i Palæstina og Israel.
Mine tanker går ligeledes til befolkningen i det krigshærgede Syrien og til det langmodige Yemen. Jeg tænker også på det elskede libanesiske folk, og jeg beder til, at der snart vil blive opnået politisk og social stabilitet.
Når jeg betragter Jesusbarnet, bønfalder jeg om fred for Ukraine. Lad os forny vores åndelige og menneskelige nærhed til dets kæmpede folk, så de gennem støtte fra hver enkelt af os kan føle den konkrete virkelighed af Guds kærlighed.
Må dagen for endelig fred mellem Armenien og Aserbajdsjan nærme sig. Må den fremmes ved at fortsætte humanitære initiativer, ved flygtningenes tilbagevenden til deres hjem i lovlighed og sikkerhed og ved gensidig respekt for religiøse traditioner og de enkelte samfunds religiøse steder.
Lad os ikke glemme de spændinger og konflikter, der plager Sahelregionen, Afrikas Horn og Sudan samt Cameroun, Den Demokratiske Republik Congo og Sydsudan.
Må den dag nærme sig, hvor broderlige bånd vil blive konsolideret på den koreanske halvø gennem dialog- og forsonings processer, der kan skabe betingelserne for varig fred.
Må Guds Søn, som blev et ydmygt barn, inspirere politiske autoriteter og alle personer med god vilje på det amerikanske kontinent til at udtænke passende måder at løse sociale og politiske konflikter på, bekæmpe de former for fattigdom, der krænker menneskers værdighed, mindske ulighed og tage fat på det bekymrende fænomen migrationsstrømme.
Fra krybben beder Jesusbarnet os om at være stemmen for dem, der ikke har nogen stemme. Stemmen fra de uskyldige børn, der er døde på grund af mangel på brød og vand; stemmen fra dem, der ikke kan finde arbejde, eller som har mistet deres job; stemmen fra dem, der er tvunget til at flygte fra deres lande på jagt efter en bedre fremtid, med risiko for at miste livet i opslidende rejser og blive bytte for skrupelløse menneskehandlere.
Brødre og søstre, vi nærmer os nådens og håbets tid, som er jubilæet, der begynder om et år. Må denne tid med forberedelse til det hellige år være en mulighed for hjerternes omvendelse, for afvisning af krig og omfavnelse af fred og for med glæde at reagere på Herrens kald, med ordene i Esajas’ profeti, “at bringe gode nyheder til de undertrykte, at binde de sønderknuste hjerter, at forkynde frihed for fangerne, og løsladelse til fangerne” (61,1).
Disse ord blev opfyldt i Jesus (sml. Luk 4,18), som i dag fødes i Betlehem. Lad os byde ham velkommen! Lad os åbne vores hjerter for ham, som er Frelseren, Fredsfyrsten!
