Refleksion – april 2024

Efter min mormors død fandt vi en dagbog, som lå gemt i et skjult rum i hendes chatol. Dagbogen indeholdt blandt andet notater fra den periode, hvor hun ventede min mor. Hun havde på det tidspunkt besluttet at forlade sin forlovede. Hun vidste, at det kunne betyde, at hun måtte overlade sit barn til andre, fordi hendes forældre ikke ville acceptere hendes status som enlig mor.

Sådan kom til også til at gå. Min mor levede de første 4-5 år af sit liv på et børnehjem. For hende var det naturligvis et svigt, som kom til at sætte dybe spor i hendes liv. Derfor var det en trøst for hende, da hun i sin mors dagbog fandt et notat, hvor hendes mor bad jomfru Maria tage sig af hendes barn, hvis hun ikke selv var i stand til det.

Denne bøn har betydet meget for mig. Dels fordi jeg dengang var i begyndelsen af en rejse mod at blive katolik og langsomt var ved at åbne mig for jomfru Marias kærlighed og for den måde, hun kunne lede mig til Jesus, dels fordi bønnen også pegede på det faktum, at levevilkårene i Danmark i min mormors ungdom var langt barskere især for kvinder, end de har været i min levetid.

Kvinder – og børn – er ofte de mest udsatte i samfund, hvor rettigheder trædes under fode. Det er ofte dem, der rammes hårdest i krig og konflikter og af fattigdom. Men det er også ofte dem, der går forrest på de stier, der fører mod fred og forsoning, og ofte er det også kvinderne, der mest målrettet og vedholdende kæmper for at bedre vilkårene for deres børn.

Kvindernes rolle – i samfundet – og i kirken er uvurderlig. Det ved de fleste af os godt. Tænker vi tilbage på vores liv – fra begyndelsen, hvor vi blev båret under vores mors hjerte – kan vi komme i tanke om mennesker, som har hjulpet, støttet, formet og dannet os. Mennesker, som har inspireret og styrket os. For mit vedkommende er mange af disse mennesker kvinder. Og det er ofte kvinder, som har udført små og store opgaver i stilhed og uden at rette opmærksomheden mod sig selv. Som Maria altid peger mod Jesus, har disse kvinder peget væk fra sig selv – mod Gud, mod fællesskabet, mod det fælles bedste.

Jeg er ikke i tvivl om, at Gud takker disse kvinder og vil give dem løn i det evige liv. Men det betyder ikke, at vi i dette liv skal overse dem. Vi skal takke dem og anerkende deres værd.
Som der står i Marias lovsang: ”Herefter skal alle slægter prise mig salig”.
Eller som Jesus siger om kvinden, der salvede ham kort før hans død og opstandelse: ”Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”

Vi skal anerkende og ære de kvinder, der tjener andre. Både i samfundet og i kirken. Og vi skal give dem rettigheder og værdighed.

Lad os bede for, at vi alle må se og anerkende kvinders lige ret og værdighed som mennesker og som troende. At vi må kæmpe for frihed for de kvinder, der bliver undertrykt. Og at vi må huske og takke de kvinder, der tjener i stilhed. Amen

Præsentation:
Jeg hedder Malene Fenger-Grøndahl. Jeg er mor til tre børn på 17, 16 og 6 år. Jeg bor i Aarhus, hvor jeg er en del af menigheden ved Vor Frue Katolsk Kirke. Det har jeg været, siden jeg blev optaget i Den Katolske Kirke for omkring 12 år siden. Jeg arbejder som journalist, forfatter og foredragsholder.

PAVENS GLOBALE BØNSNETVÆRK

Oprindeligt hed det “Bønnens Apostolat” og blev grundlagt af Jesuitterne. Hurtigt blev det til pavens værk, hvor flere millioner mennesker bad regelmæssigt i pavens intentioner.
I Danmark er der 2 jesuitterkommuniteter.
I København:
Niels Steensen Kollegium,
Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbhvn Ø;
Aarhus:
Skt. Knuds kommunitet, Ryesgade 28, 3 sal, 8000 Aarhus C.
Hjemmeside: http://jesuitterne.org

Categories