Refleksion – september 2024

For jordens skrig
Lad os bede om, at vi hver især med åbent hjerte vil lytte til skrigene fra jorden og fra ofrene for miljøkatastrofer og klimakriser og forpligte os til hver især personligt at tage vare på den verden,
vi lever i.

Det kan være vanskeligt at tro, vi kan løse globale udfordringer som miljøkatastrofer og klimakriser, når mange mennesker kæmper med den basale overlevelse, krig og svigt.

Vores håb på kollektiv omsorg om vores Jord bygger på håbet om, at vi som mennesker kan løfte os over vores egne og samfundsmæssige svagheder gennem samarbejde og fælles mål.

Samtidig kan det være svært at opnå handling, når så mange mennesker er i personlige og samfundsmæssige udfordringer, der gør det vanskeligt at se ud over egen nød og elendighed.

Kristne værdier kan spille en afgørende rolle i at afhjælpe menneskelig svaghed og styrke overskuddet til at tage sig af verden omkring os. Værdier som næstekærlighed, medfølelse, tilgivelse og håb kan give mennesker en mening og motivation til at handle for vores alles bedste, selv når de selv er i krise.

Troen på, at vi har et ansvar for hinanden kan hjælpe os med at tage vare på miljøet og de udsatte, selv når det kræver personlig indsats. Kristne værdier kan give den nødvendige styrke og retning til at overvinde menneskelig svaghed og arbejde for en bedre verden for alle.

Når jeg møder ind til messe i vores kirke i Aarhus er det også i det område af Aarhus hvor man finder de hjemløse. Det er her man ser hvor elendigt de har det, og hvor udsatte de er. Hvordan skal de (og mange andre svigtede mennesker) kunne være omsorgsfulde omkring vores verden uden at kunne være det omkring sig selv og hinanden? – Lad os hjælpe hinanden ved at bede Jesus om hjælp til at vi kan være omsorgsfulde og medmenneskelige, og derfra opbygge den fælles kristne indsats og værdisæt for vores verden med afsæt i vores fælles bedste og tro.

Mit navn er Morten Weisdal. Konverterede sammen med min ægtefælle Christina til den katolske tro i 2021. Bosiddende i Aarhus, gift og vi har fire piger. Frivillig i kirken i Aarhus og arbejder primært med nye konvertitter, søgende mennesker og fællesskabet.

Morten Weisdal, Aarhus.

PAVENS GLOBALE BØNSNETVÆRK

Oprindeligt hed det “Bønnens Apostolat” og blev grundlagt af Jesuitterne. Hurtigt blev det til pavens værk, hvor flere millioner mennesker bad regelmæssigt i pavens intentioner.
I Danmark er der 2 jesuitterkommuniteter.
I København:
Niels Steensen Kollegium,
Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbhvn Ø;
Aarhus:
Skt. Knuds kommunitet, Ryesgade 28, 3 sal, 8000 Aarhus C.
Hjemmeside: http://jesuitterne.org

Categories