Refleksion – august 2024

For politiske ledere.
Lad os bede om, at de politiske ledere vil tjene deres folk;
at de vil arbejde for en mangesidig menneskelig udvikling og for det fælles bedste, mens de tager sig af dem, der har mistet deres arbejde,
og prioriterer de fattigste.

I august ofrer vi sammen med Pave Frans og verdens katolikker vores bønner, arbejde, glæder og lidelser for august måneds intension: at politiske ledere vil lede deres folk i arbejdet for en mangesidig menneskelig udvikling og det fælles bedste, mens de tager sig af dem, som har mistet deres arbejde og prioriterer de fattigste.

I denne skønne sommermåned, hvor vi fejrer Jomfru Marias optagelse i Himlen (15.august), kan vi atter minde os selv om, at Gud mod al forventning udvalgte det, som gjaldt for afmægtigt og svagt (KKK:489). Han så til sin tjenerindes ringhed og lod hende stråle som et tegn på sikkerhed i håbet og trøst for Guds folk.

Mon Han også kan se noget af det samme i os, som han ser i hende?

Hvordan mon sådan et blik føles?

Og kan vi juble som Marias ånd jubler?

I august kan vi bede om, at Gud vil give vores politikere villighed til at tjene dem bedst, som mest trænger til det. Må Gud hjælpe dem med at mærke den del i sig selv, hvor der også bor noget som på en gang er fattigt og fint. Skrøbeligt og stærkt. Og som med Hans hjælp kan blomstre og bære frugt – selv om det måske i udgangspunktet ligner noget, som er ubetydeligt eller fejlslagent.

Vi kan også bede om, at de får evnen til at lytte og forstå, hvad der skal til for at styrke det universelle broderskab mellem fattige og rige, arbejdsgivere og arbejdere. Ord er ikke nok – der skal handling til. Men først må der blive lydhørhed for de bekymringer og forhindringer, som stiller sig i vejen for, at der kan findes løsninger, som er værdige og tjener det gode.

Med Guds hjælp kan vi bede om at verdens beslutningstagere ikke kun har verdslige problemløsninger og menneskelig succes for øje. Men at de altid forsøger at lade vor Herres Kærlighed komme klart frem i lyset af alle deres handlinger. Kærligheden som aldrig får ende.

Endelig kan vi bede i taknemmelighed for, at der findes mennesker, som arbejder politisk for, at de nødvendige funktioner i samfundet fungerer – også når vi andre holder sommerferie.

Christina Weisdal, Aarhus.

PAVENS GLOBALE BØNSNETVÆRK

Oprindeligt hed det “Bønnens Apostolat” og blev grundlagt af Jesuitterne. Hurtigt blev det til pavens værk, hvor flere millioner mennesker bad regelmæssigt i pavens intentioner.
I Danmark er der 2 jesuitterkommuniteter.
I København:
Niels Steensen Kollegium,
Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbhvn Ø;
Aarhus:
Skt. Knuds kommunitet, Ryesgade 28, 3 sal, 8000 Aarhus C.
Hjemmeside: http://jesuitterne.org

Categories