Lad os bede om, at det kommende jubelår vil styrke os i troen,ved at hjælpe os til at genkende den opstandne Kristus i vores liv og ved at forvandle os til pilgrimme for det kristne håb.
I denne måned opfordres vi til at lade os forvandle til ”Håbets Pilgrimme”.
Vi lever i en urolig tid – Verden, som vi kender den, er ved at forandre sig, noget nyt og foruroligende er på vej flere steder fra – Krige – Kristne bliver forfulgt – Klimaforandringer. Vi gør os tanker om fremtiden, som vi synes den tegner sig, og vi tænker på, hvordan vi kan gribe det an.
Forvandlingen til ’Håbets Pilgrim’ begynder med, at der opstår en længsel, et ønske eller en forventning i vores hjerte, om et sted eller en tilstand, som vi gerne vil nå til.
I begyndelsen er vi ikke helt klar over, hvordan vi skal komme dertil.
Lad os starte med ’Håb’
Hvad vil det sige at håbe?
Håbet er ikke en følelse. Det er en holdning – en holdning vi har til os selv og til livet. Håbet afspejler at vi føler os værdsatte og at vi føler, der er en mening med livet.
Håb betyder, at vi ikke i nutiden, kan vide, hvad der vil ske i fremtiden; men det får os til at klare livet og at nå vores længslers mål, også når det er svært – endda skræmmende.
Håbet er meget forbundet med troen på Jesus Kristus, Guds søn og verdens Frelser. Og den næres af vores relation med Ham og af gode relationer med andre mennesker. Det er godt at opleve, at vi har brug for hinanden, at der er brug for os. Så får vi kraft og styrke og mod til at tage netop den vej Han kom for at vise os: Vejen til Guds Barmhjertighed.
Men i vores tidsalder bliver der stadig færre, som tror. Mange er medlemmer af Folkekirken; men få er aktivt troende, mange har en misforstået opfattelse og eller de ved meget lidt om, hvad det betyder at være Kristen. Og de fleste er endda ikke interesseret i at høre om det.
Hvad kendetegner en Pilgrim?
I den sækulare verden er en pilgrim en person, som går en meget lang, krævende tur og på den måde beviser hun sin styrke og udholdenhed overfor sin omverden og sig selv.
Oprindelig betegner Pilgrim et menneske, som gennem bodsgang beder Gud om tilgivelse for sine synder. Og hun håber at få denne tilgivelse, så hun kan modtage Guds Barmhjertighed og genvinde sin frihed. Ofte blev lovovertrædere sendt på pilgrimsgang af myndigheder; men der var også mange, som valgte den, farefulde tur efter eget ønske.
Næste år er ”Jubelår” for pilgrimme. Særlige Katolske Valfartssteder åbner en særlig dør, som ellers er lukket, og pilgrimmen, som går gennem denne dør, får fuldstændig syndsforladelse. Det er en ganske særlig mulighed, som Pave Frans åbner for os i 2024.
Var jeg en ”Håbets Pilgrim” da jeg gik vejen i 2014? Hvis jeg var, var jeg ikke bevidst om det. Håb, det havde jeg ofte næret og var blevet skuffet; men jeg vidste, at jeg havde brug for Gud på min rejse – for da jeg tog afsted, var det med ordene ”Gud i vold” i hjertet og på læben. Jeg glædede mig til at opholde mig i et katolsk land, at være et sted, hvor der ikke blev tavshed eller sendt overbærende blikke, når jeg talte om tro. For det var og er meget privat at tale om tro i Danmark.
Må ”Håbets Pilgrim” vandre mellem os. Må hun oplyse vort hjertes mørke og styrke os i troen på Jesus Kristus i løbet af dette kommende Jubelår og danne grundlaget for fremtidens verden.
Reidun Fynø
Mit navn en Reidun Fynø. Fornavnet er oldnordisk, jeg valgte selv dette navn, for at hele virkningen af min opvækst. Navnet betyder, oversat til nudansk: ”Hun, som elsker sit hjem”. Jeg er 72 år og jeg bor i et lille rækkehus Brabrand ved Århus, er gift med Erik, som ikke er katolik. Jeg har en søn og en datter, som tilsammen har givet mig – 2 svigerbørn, 4 børnebørn og et oldebarn.
Jeg blev katolik i påsken 2016, en beslutning, som var let at tage, ja nærmest en nødvendighed, efter min Pilgrimsvandring til Santiago de Compostela.Jeg har beskæftiget mig med mange ting i mit liv. Det er faktisk sjovt at tænke på hvor mange, for de har alle haft deres særlige betydning for mit livs vandring.
Jeg har altid lyst til at tage af sted på endnu pilgrimsvandring. Hvert eneste år leger jeg med tanken. Også i år tænker jeg: Måske bli’r det netop næste år. For i 2014, var jeg ret optaget af de der lukkede døre, som jeg så flere steder. Men jeg fik ikke en forklaring dengang, som jeg kunne forstå. – Dette kunne jo være netop det, der fik mig afsted igen. Udsigten til et bad i Kristi barmhjertigheds lys, på vej gennem en dør i Spanien.
