For den pastorale omsorg for de syge
Lad os bede om, at de syges salvelses sakramente vil give Herrens styrke til de syge,
der modtager det, og til deres kære, og at det for alle i stigende grad må være et
synligt tegn på medfølelse og håb.
Når vi mennesker rammes af sygdom, er vort største ønske selvsagt at blive
helbredt, og hvis vi ligefrem rammes af en alvorlig sygdom, så kan det for nogle
endda føre til en slags eksistentiel eller åndelig krise. Hvorfor tillader Gud at jeg
rammes af en sygdom…? Hvor ER Gud henne i alt dette som jeg gennemlever…?
Det er oplagte spørgsmål at stille, netop fordi at vi med vores kristne tro også har en
stålsat tro på, at Gud er med os i alting, og at Han naturligvis vil beskytte os mod
enhver form for fare og ikke mindst sygdom.
Sygdom er desværre en realitet vi må kæmpe med i dette liv. Selvom vi i dag,
heldigvis, har mange muligheder for at behandle og helbrede mennesker for
alverdens sygdomme, så må vi dog erkende at vi ikke er helt i mål endnu, og at der
desværre er nogle sygdomme som nogle mennesker må bære med sig videre i
tilværelsen.
De syges salvelse har et potentiale til at helbrede den syge, som modtager dette
vidunderlige sakramente, men det har også potentialet til at kunne give den syge
styrken til at være udholdende i de svære stunder, og når sygdommen synes særligt
hård eller ubærlig for det enkelte menneske.
Pilgrimsstedet i Lourdes, som ligger nede i Pyrenæerne i Sydfrankrig, er et sted som
er forbundet med mirakuløse helbredelser for sygdomme som læger ellers havde
erklæret for uhelbredelige. Mange troende, herunder mange syge, valfarter til
Lourdes – nogle i håbet om måske at kunne blive helbredt for deres sygdom.
Men Lourdes er dog – heldigvis – mere end blot mirakuløse helbredelser, fordi
Lourdes er også et sted der formår at give os fred og ro i sjælen. Det er et sted hvor
man, om ikke andet, kan få en fornyet styrke på tilværelsen, herunder at kunne bære
rundt på de fysiske og åndelige sygdomme vi har med os i bagagen.
I slutningen af juli tager den ”Nordiske Valfart til Lourdes” afsted for at besøge
Jomfru Maria med den Hellige Bernadette Soubirous, som fik de særlige Maria-
åbenbaringer i 1858.
Lad os bede for en god valfart for de rejsende til Lourdes. Lad os særligt også bede
for de syge, at de må blive helbredt, så vidt det er muligt, men også at de må mærke
omsorg og nærvær i de svære stunder.
P. Jan Hansen
Pastor Jan Hansen er sognepræst i Hillerød og Helsingør.
Han er retsvikar i Den kirkelige Domstol.
Desuden er pastor Jan ansvarlig præst for Den Nordiske valfart til Lourdes.