Lad os bede om, at ordenssøstre, brødre og seminarister må vokse i rejsen med deres kald, takket være en menneskelig, pastoral, åndelig og samfundsmæssig dannelse, der vil føre dem til at blive troværdige vidner for Evangeliet.
I dag, mens jeg skriver denne refleksion, fejrer vi 4. søndag i påsken, også kendt som “Den gode hyrdes søndag”. Samtidig er denne søndag, som hvert år, Verdensdagen for åndelige kald, hvor Kirken verden over beder Gud om at kalde mennesker til at følge ham på en særlig måde. I dagens evangelium bruger Jesus billedet af den gode hyrde – og han introducerer det med formlen “Jeg er”. Dette ord “jeg er” minder os om Guds åbenbaring overfor Moses i den brændende tornebusk. Moses havde spurgt efter Guds navn og fået svaret “Jeg er den Jeg-er”. Så når Jesus tager dette ord “jeg er” i sin mund, siger han, at han selv er Gud. Og når Jesus siger om sig selv: Jeg er den gode hyrde, siger han også: Det er sådan, Gud er.
Men hvad kendetegner denne gode hyrde? For Jesus siger ikke “Jeg er jeres hyrde” eller “Jeg er en af hyrderne” – men han siger: Jeg er den gode hyrde. Det vigtigste udsagn om den gode hyrde, og dermed om Gud, findes fem gange i dagens evangelium og lyder: Den gode hyrde giver sit liv for fårene. Denne henvisning til at give sit liv for fårene optræder også andre steder i Johannesevangeliet. Her kalder Jesus os ikke længere får, men venner: “Større kærlighed har ingen end denne, at man sætter sit liv til for sine venner”. Og det er netop de gode nyheder om Jesus Kristus. Han giver sit liv for os.
Det er også den opgave, som ordensfolk og præster har fået. De bør og ønsker at give deres liv i Guds og menneskers tjeneste. Men for at kunne gøre det, har de brug for en solid og god oplæring. Ordensfolk gennemgår en lang periode med forberedelse, før de får lov til at aflægge deres evige løfter. I min orden tog det i alt 9 år. Præster skal også gennemføre en lang periode med studier og træning på præsteseminariet, før de bliver viet til deres tjeneste. Evnen til at dedikere sit liv og vidne om troen kommer ikke alene gennem ordination eller løfteraflæggelse. Både ordensfolk og præster må fortsætte deres uddannelse og træning gennem hele livet og studere Skriften for at vokse dybere ind i troens mysterium. En livsforpligtelse i en ordensprofess eller ordination er ikke bare en engangshandling – selv om der er en bestemt dato for denne begivenhed. Men denne indvielse skal fornyes igen og igen. God træning og videreuddannelse hjælper os til at opdage stadig nye aspekter af venskab og kærlighed til Gud og mennesker – og til at indarbejde dette i fornyelsen af vore løfter. På denne måde bør vi vokse i vores hengivenhed til Gud for at blive, som pave Frans siger, “troværdige vidner om evangeliet.”
Lad os i denne måned sammen med pave Frans bede om, at vores ordenssøstre, brødre og seminarister med Guds hjælp vil være i stand til at bruge de nødvendige ressourcer til at vokse og modnes i deres hengivenhed til Gud og til mennesker.
Præsentation: Jeg hedder Sr. Anna Mirijam Kaschner cps. Jeg hører til ordenen ”Missionssøstre af det dyrebare blod” og bor i Holte sammen med 2 medsøstre. Jeg konverterede til den Katolske Kirke i 1991, trådte ind i vores orden i 1997 og kom til Danmark i 2005. Jeg er Generalsekretær for den Nordiske Bispekonference siden 2009 og leder et konvertitkursus i København.
Sr. Anna Mirijam
