Jeg er en lægestuderende og, hvis alt går som planlagt, bliver jeg læge om to år. Ved siden af mit studie arbejder jeg som sognesekretær. Inden jeg startede lægestudiet i Danmark, havde jeg læst filosofi og teologi i Polen. Man kan godt sige, at jeg har lært at se verden fra forskellige perspektiver.
Blandt de mange medicinske fag var genetikken helt bestemt et af de mest inspirerende for mig. Fordi faget rent fysisk berører det, der definerer selve livet, hvem vi bliver, hvilke sygdomme vi får, eller hvordan vi kommer til at se ud. Jeg har ingen ambition om at skrive en lang afhandling her, jeg forsøger kun at dele mine tanker om livets værdi, samt dets begyndelse og afslutning. Dette emne møder jeg nemlig dagligt både under mit hospitalsophold eller i undervisningstimerne.
Først og fremmest vil jeg starte med at indrømme, at jeg aldrig vil være i stand til at forstå den enorme smerte, som enhver kvinde/pige oplever, når beslutningen om aborten skal tages. Ej heller vil jeg kunne føle det samme, som den syge/ældre person, der beder om at fremskynde sin egen død. Derfor føler jeg mig heller ikke berettiget til moralsk at vurdere eller endda dømme disse menneskers valg. Jeg føler mig endnu mindre berettiget til at angive nogle simple regler om, hvordan disse situationer skal takles. Disse svære situationer er altid en sag mellem livets Giver og den person, der tager sit valg.
Om jeg vil det eller ej, vil jeg på et eller andet tidspunkt som kommende læge, komme til at stå ved siden af mennesker, som tager den type beslutninger. Jeg beder kun om at kunne vise respekt, medfølelse, venlighed og forståelse uanset alle de overvejelser, som rumler i mit hoved.
Denne situation minder mig om den, hvor en romersk soldat var i stand til at høre Jesus’ bøn på korset og give ham eddike for at lindre de umenneskelige smerter. Soldaten satte større pris på medfølelse til et fordømt og døende menneske end for regler eller pligter. Han prøvede ikke at overbevise eller omvende nogen til at hjælpe Jesus. Han hjalp det døende menneske på bedste vis han kunne. Om den samme menneskelige refleks beder jeg om for mig selv.
Vi ved ret meget om hvordan livet fungerer på et molekylært niveau, samt hvad der skal til for at opretholde livet. Videnskaben kunne dog aldrig svare på et simpelt spørgsmål om, hvor livet kommer fra, eller hvad mening med livet er. Disse spørgsmål besvarer religionen. For de ikke-troende er livet en tilfældighed, hvis eneste mål er at opretholde og sprede sig. For de troende er livet en gave, givet med en god hensigt, for at gøre verden til et bedre sted og for at berige den ufattelige kosmiske harmoni. Jeg gør alt, ved jeg kan for at bevare denne måde at forstå livet på og have den som mit udgangspunkt i alle diskussioner om bioetiske emner.
Jeg tror ikke på, at livets værdi skal forsvares med uendelige diskussioner. Jeg tror på, at livets værdi forsvares bedst med en dyb overbevisning om at eksistensen af ethvert menneske beriger verden, gør verden til et bedre sted også der, hvor vi ikke kan fornemme eller se dette. Jeg kan godt lide påstanden om, at der ikke findes onde mennesker, men at der kun findes sårede, fortabte, forbitrede eller bedragede mennesker. Der findes ikke bedre eller værre liv, som i større eller mindre grad fortjener at blive bevaret. Ethvert liv er smukt og værdigt, som det er, og dets begyndelse og afslutning tilhører kun Skaberen.
Georg Christian Ivanov
