Matthæusevangeliet 19,14 siger Jesus: “Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig; for Himmeriget er deres.”
At miste et barn er en af de dybeste sorger, et menneske kan opleve, og for forældre kan sorgen føles som en uoverkommelig prøvelse og lidelse. I katolsk kristen tro ses livet som en gave fra Gud, og hvert barn som et unikt, værdifuldt væsen skabt i Guds billede. Når et barn dør, udfordres troen dybt, og man kan spørge: “Hvorfor Gud?” og “Hvordan kan noget så meningsløst ske?” Sorgens mørke føles uendeligt.
Krigen i Gaza har ind til videre kostet 3200 børn livet, og efterladt 3200 (ref Unicef) forældrepar, søskende, bedsteforældre og deres øvrige familie i dyb sorg over at familien har mistet et barn til krigen. En helt uforståelig og unødvendig lidelse – 3200 børn som har mistet livet i sult eller bombernes uforståelige ødelæggelse fordi vi mennesker igen og igen ikke kan finde ud af at leve i fred, og alt for ofte bruger krig og ødelæggelse i stedet for at lytte til, hvad Kristus siger til os.
Gud kan hjælpe gennem bønnen, som giver de sørgende mulighed for at udtrykke smerte, afmagt og frustration. Mange finder også trøst i Bibelens ord, som taler ærligt om lidelse og håb. Igennem Helligånden kan Gud give den indre styrke til at bære sorgen og finde små øer af fred midt i smerten. I Guds kærlighed findes et løfte om, at selv det mørkeste mørke overvindes af håbet om en evig genforening.
Voksne kan ikke altid forstå, at vi skal behandle hinanden med kærlighed i Guds navn, og derfor bliver det ofte de svageste og børnene som dør.
Matthæus 18:10: Jesus siger om børnene: “Se til, at I ikke ser ned på nogen af disse små. For jeg siger jer, at deres engle i himlene altid ser min himmelske faders ansigt.”
Kristus har sagt, at Gud aldrig svigter eller afviser vores mistede børn, men efter døden giver liv til det, som ikke fik lov til at fuldbyrdes her på jorden.
Morten Weisdal.
