Række af katekeser. Laster og dyder. Styrke
10.4.2024
Kære brødre og søstre, godmorgen! Dagens katekese er dedikeret til den tredje af kardinaldyderne, nemlig styrke. Lad os begynde med beskrivelsen i Den katolske Kirkes Katekismus: “Styrke er den moralske dyd, der sikrer fasthed i vanskeligheder og konstans i stræben efter det gode. Det styrker beslutningen om at modstå fristelser og overvinde forhindringer i det moralske liv. Styrkens dyd gør det muligt at overvinde frygt, endda frygt for døden, og at møde prøvelser og forfølgelser” (1808). Dette er, hvad den katolske kirkes katekismus siger om styrkens dyd.
Her er så den mest “stridslystne” af dyderne. Hvis den første af de moralske dyder, det vil sige klogskab, primært var forbundet med menneskets fornuft; og mens retfærdighed fandt sin bolig i viljen, er denne tredje dyd, styrke, ofte forbundet af skolastiske forfattere med, hvad de gamle kaldte at have “let til vrede”. I antikken forestillede man sig ikke en mand uden lidenskaber: han ville være en sten. Og lidenskaberne er ikke nødvendigvis resterne af en synd; men de skal ledes, de skal kanaliseres, de skal renses med dåbens vand eller bedre med Helligåndens ild. En kristen uden mod, som ikke vender sin egen styrke til det gode, som ikke generer nogen, er en ubrugelig kristen. Lad os tænke over dette! Jesus er ikke en sløragtig, asketisk Gud, som ikke kender menneskelige følelser. Tværtimod. Konfronteret med sin ven Lazarus’ død bryder han sammen i gråd, og hans lidenskabelige ånd er tydelig i nogle af hans udtryk, som når han siger: “Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget” (Luk 12:49); og konfronteret med handelen i templet reagerede han med magt (sml. Matt.21,12-13). Jesus havde lidenskab.
Men lad os nu søge efter en eksistentiel beskrivelse af denne vigtige dyd, der hjælper os med at være frugtbare i livet. De gamle – både de græske filosoffer og kristne teologer – anerkendte en dobbelt udvikling i styrkens dyd: den ene passiv, den anden aktiv.
Den første er rettet indad, mod os selv. Der er indre fjender, vi skal besejre, som går under navne som ængstelse, kvaler, frygt og skyld skyld: alle kræfter, der rører sig i vores inderste selv og i nogle situationer lammer os. Hvor mange krigere bukker under, før de overhovedet begynder udfordringen! Fordi de ikke er opmærksomme på disse interne fjender. Styrke er først og fremmest en sejr over os selv. De fleste af de frygt, der opstår i os, er urealistiske og går slet ikke i opfyldelse. Det er derfor bedre at påkalde Helligånden og møde alt med tålmodig styrke: et problem ad gangen, som vi er i stand til, men ikke alene! Herren er med os, hvis vi stoler på ham og oprigtigt søger det gode. Så kan vi i enhver situation regne med, at Guds forsyn vil beskytte og bevæbne os.
Og så er der den anden udvikling i styrkens dyd, denne gang af mere aktiv karakter. Ud over interne prøvelser er der ydre fjender, som er livets prøvelser, forfølgelser, vanskeligheder, som vi ikke forventede, og som overrasker os. Vi kan faktisk forsøge at forudsige, hvad der vil ske med os, men i vid udstrækning består virkeligheden af uoverskuelige begivenheder, og i dette hav bliver vores båd undertiden kastet rundt af bølgerne. Styrke gør os således til modstandsdygtige søfolk, som ikke er bange eller modløse.
Styrke er en grundlæggende dyd, fordi den tager udfordringen fra ondskab i verden alvorligt. Nogle foregiver, at den ikke eksisterer, at alt går fint, at menneskelig vilje ikke undertiden er blind, at mørke kræfter, der bringer død, ikke lurer i historien. Men det er tilstrækkeligt at bladre gennem en historiebog eller desværre endda aviserne for at opdage de forbryderiske gerninger, som vi dels er ofre for, dels gerningsmænd: krige, vold, slaveri, undertrykkelse af de fattige, sår, der aldrig er helet og fortsat bløder. Styrkens dyd får os til at reagere og råbe “nej”, et eftertrykkeligt “nej” til alt dette. I vores komfortable vestlige verden, som i nogen grad har udvandet alting, som har forvandlet stræben efter perfektion til en simpel organisk udvikling, som ikke har behov for kamp, fordi alt ser ens ud, føler vi nogle gange en sund efter profeter. Men forstyrrende, visionære mennesker er meget sjældne. Der er brug for nogen, der kan vække os fra det bløde sted, hvor vi har ligget, og få os til resolut at gentage vores “nej” til det onde og til alt, hvad der fører til ligegyldighed. “Nej” til ondskab og “nej” til ligegyldighed; “Ja” til fremskridt, til den vej, der bevæger os fremad, og for dette skal vi kæmpe.
Lad os derfor i evangeliet genopdage Jesu styrke og lære den af de helliges vidnesbyrd. Tak.
