Række af katekeser. Laster og dyder.
Onsdag, 24.4.2024
Kære brødre og søstre, godmorgen!
I de seneste uger har vi reflekteret over kardinaldyderne: fklogskab, retfærdighed, styrke og mådehold. De er de fire kardinaldyder. Som vi har understreget flere gange, tilhører disse fire dyder en meget gammel visdom, der går forud for selv kristendommen. Selv før Kristus blev ærlighed prædiket som en borgerpligt, visdom som regel for handlinger, mod som den grundlæggende ingrediens i et liv, der tenderer mod det gode, og mådehold som den nødvendige målestok for ikke at blive overvældet af udskejelser. Denne arv, der er så gammel, menneskehedens arv, er ikke blevet erstattet af kristendommen, men fokuseret på, forbedret, renset og integreret i troen.
Der bor derfor i enhver mands og kvindes hjerte evnen til at søge det gode. Helligånden er givet, så de, der modtager den, klart kan skelne godt fra ondt, har styrke til at holde sig til det gode ved at afvise det onde og derved opnå fuld selvrealisering.
Men på den rejse, som vi alle foretager mod livets fylde, som tilhører ethvert menneskes skæbne – hver persons skæbne er fylde, at være fuld af liv – nyder den kristne særlig hjælp fra Helligånden, Jesu Ånd. Den udføres gennem den gave, de tre andre,særligt kristne dyder, der ofte nævnes sammen i Det Nye Testamentes skrifter. Disse fundamentale dyder, der karakteriserer den kristnes liv, er tre dyder, som vi ofte taler om sammen: tro, håb og næstekærlighed.
Lad os sige dem sammen: tro, håb … Jeg hører ikke noget! Højere! [sammen] Tro, håb og næstekærlighed! Godt gjort!
Kristne forfattere kaldte dem snart “teologiske” dyder, for så vidt som de modtages og udleves i forhold til Gud, for at adskille dem fra de andre fire, kaldet “kardinal”, for så vidt som de udgør “hængslet” [It., “cardine”] i et godt liv. Disse tre modtages i dåben og kommer fra Helligånden. Begge, både den teologiske og kardinadyden, sat sammen i så mange systematiske refleksioner, har således udgjort en vidunderlig gruppe af syv dyder, som ofte står i kontrast til listen over de syv dødssynder. Sådan definerer Den katolske kirkes katekismus de teologiske dyders handling: “De teologiske dyder begrunder, besjæler og karakteriserer den for den kristne særegne moralske handlemåde. De præger og levendegør alle de moralske dyder. De animerer dem og giver det sin særlige karakter. De informerer og giver liv til alle de moralske dyder. De er indgydt af Gud i de troendes sjæle for at sætte dem i stand til at handle som Hans børn og fortjene det evigt liv. De er pantet på Helligåndens nærvær og virken i menneskets evner”. (n. 1813).
Mens risikoen ved kardinaldyderne er at skabe mænd og kvinder, der bliver helte ved at gøre godt, men helt alene, isoleret, er de teologiske dyders store gave eksistens levet i Helligånden. Den kristne er aldrig alene. Han gør ikke godt på grund af en kæmpe indsats af personligt engagement, men fordi han som en ydmyg discipel går i Jesu fodspor, Mesteren. Han går fremad på vejen. Den kristne har de teologiske dyder, som er den store modgift mod selvtilstrækkelighed. Hvor ofte risikerer ikke visse moralsk uangribelige mænd og kvinder at blive indbildske og arrogante i øjnene på dem, der kender dem! Det er en fare, som evangeliet med rette advarer os imod, når Jesus råder disciplene: “Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.” (Luk 17:10). Stolthed er en gift, en stærk gift: en dråbe af det er nok til at ødelægge et helt liv præget af godhed. En person kan have udført et bjerg af gode gerninger, kan have høstet anerkendelser og ros, men hvis han kun har gjort alt dette for sig selv, for at ophøje sig selv, kan han stadig kalde sig en dydig person? Nej!
Det gode er ikke kun et mål, men også et middel. Godhed har brug for at udøve en skøn og være venlig. Frem for alt skal vores til tider besværlige ego fjernes fra vor godhed. Når vores “jeg” er i centrum for alt, ødelægges alt. Hvis vi udfører enhver handling i livet kun for os selv, er denne motivation virkelig så vigtig? Det stakkels “jeg” tager fat i alt, og dermed fødes stoltheden.
For at rette op på alle disse situationer, som undertiden bliver smertefulde, er de teologiske dyder til stor hjælp. De hjælper særligt når vi falder, for selv de, der har gode moralske intentioner falder af og til. Vi falder alle i livet, fordi vi alle er syndere. Ligesom selv de, der praktiserer dyd dagligt, undertiden begår fejl; Vi laver alle fejl i livet: intelligensen er ikke altid klar, viljen ikke altid fast, lidenskaberne ikke altid kntroleret , mod overvinder ikke altid frygt. Men hvis vi åbner vores hjerter for Helligånden – det indre livs mester – genopliver han de teologiske dyder i os: Så hvis vi har mistet tilliden, åbner Gud os igen for troen; med Åndens styrke, hvis vi har mistet tilliden, åbner Gud os igen for troen; hvis vi er modløse, vækker Gud håb i os; og hvis vores hjerte er forhærdet, blødgør Gud det med sin kærlighed. Tak.
