Lidenskaben for evangelisering: den troendes apostolske nidkærhed 8.
Kære brødre og søstre, godmorgen!
I dag vil vi lytte til evangeliseringens “magna carta” i den moderne verden: Den hellige pave Paul VI’s apostolske formaning Evangelii nuntiandi (EN, 8. december 1975). Det er aktuelt, det blev skrevet i 1975, men det er, som om det blev skrevet i går. Evangelisering er mere end blot simpel doktrinært og moralsk budskab. Det er først og fremmest vidnesbyrd – man kan ikke evangelisere uden vidnesbyrd – vidne om det personlige møde med Jesus Kristus, det menneskevordne ord, hvori frelsen opfyldes. Et uundværligt vidne, fordi verden for det første kalder på forkyndere, ”der taler til den [verden] om en Gud, som forkynderne selv bør kende og er fortrolige med” (EN, 76). Det er ikke for at forkynde en ideologi eller en “doktrin” om Gud, nej. Det er for at forkynde Gud, som lever i mig: dette er vidnesbyrd, og desuden fordi det moderne menneske ” hellere hører på vidner end på lærde, […], fordi de er vidner” (EN, 41). Vidnesbyrdet om Kristus er altså samtidig det første middel til evangelisering og en væsentlig betingelse for dets virkning (sml. EN, 76), så forkyndelsen af evangeliet kan blive frugtbar. At være vidner.
Det er nødvendigt at huske, at vidnesbyrd også omfatter bekendt tro, det vil sige overbevist og åbenlys bekendelse af Gud Faderen og Sønnen og Helligånden, som skabte os af kærlighed og frelste os. En tro, der forvandler os, der forvandler vores relationer, de kriterier og værdier, der bestemmer vores valg. Vidnesbyrd kan derfor ikke adskilles fra overensstemmelse mellem det, man tror på, og det, man forkynder, og det, man lever. Man er ikke troværdig blot ved at angive en doktrin eller en ideologi, nej. En person er troværdig, hvis der er harmoni mellem det, han eller hun tror på og lever. Mange kristne siger, at de kun tror, men de lever noget andet, som om de ikke troede. Og det er hykleri. Det modsatte af vidnesbyrd er hykleri. Hvor mange gange hører vi, “Ah, denne person går hver søndag til messe, og så lever han sådan eller sådan”: det er sandt, det er modvidnesbyrd.
Hver eneste af os er forpligtet til at svare på tre grundlæggende spørgsmål, stillet på denne måde af Paul VI: “Tror I virkelig selv på det, I forkynder? Lever I virkelig det, I tror? Prædiker I virkelig det, I lever?« (jf. sammesteds). Er der harmoni: tror du på mig, hvad du forkynder? Lever du, hvad du tror på? Forkynder du, hvad du lever? Vi kan ikke stille os tilfredse med nemme, færdigpakkede svar. Vi opfordres til at acceptere risikoen, omend destabiliseret, ved søgen, idet vi fuldt ud stoler på Helligåndens handling, som virker i hver enkelt af os og driver os endnu længere: ud over vores grænser, ud over vores barrierer, ud over vores grænser, af enhver art.
I denne forstand indebærer vidnesbyrdet om et kristent liv en hellighedsrejse, baseret på dåben, som gør os “delagtige i hans [Jesu] guddommelige natur; og derfor i sandhed hellige” (Dogmatic Constitution Lumen gentium, 40). En hellighed, der ikke er forbeholdt de få; det er en gave fra Gud og forlanger at blive modtaget og bære frugt for os selv og for andre. Udvalgt og elsket af Gud, må denne kærlighed bringes til andre. Paul VI lærer os, at nidkærheden for evangelisering udspringer af hellighed, den udspringer af hjertet, der er fyldt med Gud. Næret af bøn og frem for alt af kærlighed til Eukaristien øger evangeliseringen helligheden hos de mennesker, der forkynder (sml. EN, 76). På samme tid, uden hellighed, vil forkynderens ord “kun vanskeligt kunne trænge ind i moderne menneskers hjerter” og risikerer at forblive tomt og uden frugt”. (ibid.).
Derfor må vi være opmærksomme på, at de mennesker, som evangelisering er rettet mod, ikke kun er andre, dem, der bekender sig til andre trosretninger, eller som ikke bekender sig til noget, men også os selv, troende på Kristus og aktive medlemmer af Guds folk. Og vi må omvende os hver dag, modtage Guds ord og ændre vores liv: hver dag. Og sådan evangeliseres hjertet. For at bære dette vidnesbyrd må Kirken som sådan også begynde med at evangelisere sig selv. Hvis Kirken ikke evangeliserer sig selv, forbliver hun et museumsgenstand. Kirken evangeliserer sig selv, når hun løbende opdateres. Hun har brug for uophørligt at lytte til, hvad hun må tro, hvad hun må håbe på og til det nye kærlighedsbud. Kirken, som er Guds folk fordybet i verden og ofte fristet af idoler – mange af dem – og har altid brug for at høre forkyndelsen af Guds gerninger. Kort sagt betyder det, at hun har et konstant behov for at blive evangeliseret, hun har brug for at læse evangeliet, bede og føle Åndens kraft forandre hendes hjerte (sml. EN, 15).
En kirke, der evangeliserer sig selv for at evangelisere, er en kirke, der, vejledt af Helligånden, er forpligtet til at gå en fordringsfuld vej, en omvendelses og fornyelses vej. Dette indebærer også evnen til at ændre måden at forstå og leve sin evangeliserende tilstedeværelse i historien på og undgå at søge tilflugt i de beskyttede områder i logikken om “man altid har gjort sådan”. Det er de tilflugtssteder, der får Kirken til at blive syg. Kirken må gå fremad, den må vokse uafbrudt; på denne måde forbliver hun ung. Denne Kirke er fuldstændig vendt mod Gud, derfor deltager hun i Guds frelses plan for menneskeheden, og er samtidig helt vendt mod menneskeheden. Kirken må være en kirke, der dialogisk møder den moderne verden, der væver broderlige relationer, der skaber rum for møde, virkeliggør god praksis for gæstfrihed, velkomst, anerkendelse og integration af den anden og af andethed, og som tager sig af det fælles hjem, der er skabelsen. Det vil sige en kirke, der dialogisk møder den moderne verden, der samtaler med den moderne verden, men som møder Herren hver dag og taler med Herren og tillader Helligånden, fortaleren for evangeliseringen, at komme ind. Uden Helligånden kan vi kun gøre Kirken kendt, ikke evangelisere. Det er Ånden i os, der leder os mod evangelisering, og dette er Guds børns sande frihed.
Kære brødre og søstre, jeg fornyer min invitation til jer om at læse og genlæse Evangelii Nuntiandi (Evangeliets forkyndelse): Jeg vil fortælle jer sandheden, jeg læser den ofte, fordi det er Paulus VI’s mesterværk, det er den arv, han efterlod os at evangelisere.
